Om FlowSaga

Hvorfor jeg lavede FlowSaga

Første gang jeg brugte en andens Flow-udvidelse, stirrede jeg på den i hele ti minutter. Jeg forstod den ikke. Ikke fordi den var grim. Jeg kunne virkelig ikke se, hvad tingen gjorde — knapperne havde navne, jeg ikke kunne tyde, rækkefølgen gav ingen mening, og når jeg trykkede på noget, kunne jeg ikke se, hvad der var sket.

Jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig igennem den én gang. Den løste ikke et eneste problem. Jeg vidste, hvad jeg ville. Billedet var lige der i mit hoved. Jeg kunne bare ikke få det ud.

Jeg sad foran den skærm med en frustration, der steg op i brystet. Ikke vrede mod værktøjet — vrede mod mig selv. Jeg var gået i gang i håbet om, at et værktøj ville gøre mig bedre til det her. Jeg kom ud af det og følte mig dum.

Senere gik det op for mig. Det var ikke min skyld.

Før du kan blive god til noget, er der en dør. Du skal kunne læse den og have lyst til at bruge den, før øvelsen overhovedet kan begynde.

Sæt døren for højt, og så er det ligegyldigt, hvor talentfuld du er. Du bliver stående udenfor. Mit engelsk er dårligt. Den udvidelse var kun på engelsk, som ikke er mit sprog, og brugerfladen var indviklet; jeg kunne ikke læse den. Så jeg besluttede at lave min egen. En, jeg kunne læse, og det kan du også. Jeg lavede FlowSaga på grund af den dag.

Hvor navnet kommer fra: Sága, gudinde for fortællinger

I den nordiske mytologi findes et sted kaldet Sökkvabekkr — „den sunkne bæk“. Kølige bølger løber igennem det og stopper aldrig. Odin går derhen hver dag.

En kvinde venter på ham. To bægre af guld. De drikker. De taler. Hver eneste dag. Hvad sagde de? Ingen skrev det ned.

Længe efter skrev nogen de nordiske guder ned i en bog. I den står en liste over gudinder — seksten i alt. Den første er Odins hustru. Den anden er hende: Sága. Om hende bevarer bogen en eneste sætning: hun bor i Sökkvabekkr, og det er et stort sted.

Hvad hendes navn betyder, strides de lærde stadig om. Den ene lejr siger at se. Den anden siger — historie. Hun talte hver eneste dag. Ikke én sætning har overlevet.

En idé, der aldrig blev til noget og aldrig blev skrevet ned, kunne lige så godt aldrig være sket.

Saga er oldnordisk for „historie“. Flow er det Google Flow, du laver videoer i — og bækken, hvor Sága bor. Vores mærke er et langskib som det i myterne: hejs sejlet, og vinden er med dig; når du ikke har brug for det, folder det sig sammen som et stykke stof i lommen. S'et på sejlet er Saga.

Hundrede og tretten kalve

Klokken tre om eftermiddagen, og allerede bælgmørkt. Dette er Island for tusind år siden. Ingen konge. Intet hof. Ingen by. Kun et bål og menneskene omkring det. En begynder at fortælle: en slægtsfejde, en retssag, et drab.

I det århundrede var en fortælling væk, så snart den var fortalt. Fortæl den igen næste vinter, og detaljerne glider; en generation senere dør fortælleren, og historien begraves med ham.

Islændingene fandt sig ikke i det. De besluttede at skrive den ned. Men der var intet papir. For at skrive måtte man slagte en kalv: flå den, skrabe skindet tyndt og tørre det. Ét skind, foldet på midten, gav kun to blade. Middelalderens største islandske håndskrift, Flateyjarbók: to hundrede og femogtyve blade — hundrede og tretten kalve.

Og på denne ø er en malkeko ikke rigdom. Den afgør, om dine børn klarer sig gennem vinteren. Andre steder i Europa, i de samme århundreder, gik så kostbar skrift til latin: til bibler, helgener og kongelige stamtavler. Islændingene brugte den på deres egne ord, deres egne folk, deres egne historier.

Ikke for at have en historie. For virkelig at få den til at findes.

Slå ikke

Det trettende århundrede. En islænding ved navn Snorri Sturluson bemærker noget forfærdeligt: de unge digtere kan ikke længere læse de gamle digte. Et håndværk, der er givet videre i århundreder, er ved at gå i stykker i hans generations hænder.

Han kunne bare have sukket over det. Det gør de fleste. Det gjorde han ikke. Han satte sig ned og skrev en bog. Ikke poesi. En håndbog: hvad dette ord betyder, hvor dette billede kommer fra, hvordan man bruger det. Til dem, der stadig ville skrive, men ikke kunne læse det.

Det, han byggede, var en dør. Og han sænkede den.

Året 1241. Den treogtyvende september. Nat. Mænd trænger ind i hans hus. Hans sidste ord, kun tre: Eigi skal höggva. Slå ikke.

Han overlever ikke. Det gør bogen. Næsten alt, hvad verden ved om nordisk mytologi, kommer fra den bog. Også listen over gudinder. Også den ene linje om Sága.

Hvad FlowSaga gør

Nu er det din tur. At skabe en historie koster ikke længere en kalv. Skriv et par linjer, og der er et billede, der bevæger sig.

Men det svære var aldrig at skrive. Det svære er at have en god idé og ingen måde at gøre den klar på, ingen måde at tage næste skridt på. Og når du endelig laver videoerne, åbner du mappen Overførsler, og filnavnene er volapyk — du kan ikke engang se, hvilken der er hvilken.

FlowSaga sænker døren og tager sig derefter af indbindingen.

Den højeste dør er sproget. Ikke en svær brugerflade. Værktøjet har simpelthen ikke dine ord. FlowSaga taler 91 brugerfladesprog. For tusind år siden forbeholdt Europa skriften latin; islændingene brugte de ord, de faktisk talte, til at skrive deres egne historier. Vi står på islændingenes side.

Den anden dør er tid. Tredive sekunder — det er den standard, jeg holder den til: åbn den, og inden for tredive sekunder skal du vide, hvordan du begynder. Derefter snesevis af idéer på én gang, lavet én ad gangen, hver gemt pænt under den titel, du gav den, i den mappe, du valgte. Den mappe bliver langsomt til din egen bog.